Bibliotekerne får en travl ferie

Bibliotekerne i Vesthimmerland er klar med en række tilbud til alle ferieramte børn og deres familier.

På Farsø Bibliotek er der tegnefilm på programmet de fire første dage i ugen. Her kan man glæde sig til et gensyn med Cirkeline og hendes musevenner Frederik og Ingolf. Tirsdag er der pandekagedag på kommunens fire biblioteker. Dagen kaldes også Hvide Tirsdag, og var i gamle dage den sidste dag inden fastetiden. Det fejrede man ved at spise ekstra god mad lavet af det fine hvide mel og æg, som var en sjældenhed om vinteren. Biblioteket sørger for dej, bageplader og saftevand, og børn og voksne inviteres til at komme og bage deres egen pandekage. På bibliotekerne i Løgstør og Aars fortæller forfatter Leo Beck pandekagehistorier, og i Farsø og Aalestrup læser og fortæller bibliotekarerne Karin B og Elin D. Onsdag er der en oplagt mulighed for at lave noget sammen på tværs af generationer. Bedsteforældre kan tage deres barnebarn ved hånden og komme til koncert på Aalestrup Bibliotek. Overskriften er "Fra alle os til alle jer", og Anne-Mette Jørgensen med Kurt Frimodt ved klaveret vil underholde med de kendte og elskede sange fra Disneys mange dejlige tegnefilm. Torsdag er der igen musik på programmet, men en hel anden slags. Her kan børn være med til at lave musik på utraditionelle instrumenter som murerbaljer, spande, kildevandsflasker og meget mere - det hele under kyndig ledelse af Anders Bo Pedersen fra RytmeXpressen. Det foregår på Aars Bibliotek, og efter en lille times tid skulle børnene være klar til at give koncert i biblioteket. På Løgstør Bibliotek bliver der også mulighed for at være kreativ. Torsdag eftermiddag vil bibliotekar Elin D hjælpe børnene med at lave seje rollespilsvåben af simple materialer som elektrikerrør, liggeunderlag og gaffa-tape. Det kræver en vis alder og fingerfærdighed at være med, så forældre er meget velkomne til at give en hjælpende hånd. Alle arrangementer er gratis, men af hensyn til pladsen kræves der billet til nogle af dem. Det kan man læse mere om på vhbib.dk eller i folderen, der kan fås på bibliotekerne.