Bibliotekernes har sød musik på nettet

FREDERIKSHAVN:Under sloganet "Lån og lyt – let og lovligt!" tilbyder også Frederikshavn Bibliotek - sammen med ca.100 andre danske folkebiblioteker nu sine lånere - via en internetforbindelse - at hente, låne og lytte til musik hjemme fra deres egen computer. Bibliotekernes Netmusik er navnet på den ny service og kan nås på www.bibliotekernesnetmusik.dk. Man skal være bosat i Frederikshavn Kommune og være registreret som låner på biblioteket. Så er det til gengæld gratis at downloade musik fra Bibliotekernes Netmusik, og musikken kan lånes i en eller syv dage af gangen. - Bibliotekernes Netmusik er resultatet af en aftale, der er indgået mellem de danske biblioteker og Phonofile, der repræsenterer musikkens rettighedshavere: IFPI Danmark, DMF, DAF, KODA og NCB. Man kan låne eller lytte til et stort udvalg af dansk musik via internettet. Indholdet i Bibliotekernes Netmusik består af danske cd-udgivelser fra 1982, hvor den første cd blev udgivet i Danmark og frem til i dag, siger vicebibliotekar Kirsten Møller fra Frederikshavn Bibliotek. Alle musikkens genrer er repræsenterede. Med andre ord kan du lytte til Carl Nielsen, Bamses Venner og Junior Senior. - Med konceptet er rettighedshaverne sikret deres betaling og ordningen kan være med til at bekæmpe ulovlig kopiering af musikfiler. Et andet perspektiv i aftalen er at borgerne både kan låne musikfiler og købe dem, så også på den måde forventes ordningen at blive en støtte for den danske musikverden, siger Kirsten Møller. Vil man vide mere om, hvordan man gør kan man blive endnu klogere ved at kontakte bibliotekar Iver Bertelsen på biblioteket eller læses på bibliotekets hjemmeside: http://bibl.frederikshavn.dk/