Biblioteket kører i rustpotte

SÆBY:Når Sæby Bibliotek skal køre et ærinde i deres varevogn - en Nissan Sonny årgang 1986 - krydser chaufføren fingre og beder en stille bøn. Grunden er, at den gamle Nissan er så rusten, at chaufføren aldrig ved, hvornår undervognen falder fra hinanden og brager ned mod asfalten. Biblioteket er klar over vognens kritiske tilstand, og da det gamle spøgelse skal til syn her i juni måned ved alle godt, at tingene så at sige spidser til og kræver en rask beslutning. Det vil nemlig være en særdeles dyr løsning, hvis der skal laves rust i bilen, så derfor har biblioteket ansøgt Sæby Kommune om et beløb på 96.046 kroner, der skal gå til en spritny Opel Combo Cargo. Prisen er med levering, men uden moms. Børne- og kulturudvalget har netop haft rustpotten på dagsordenen, men der bliver ikke taget en beslutning før udvalgets næste møde i august. Så biblioteket har fået udsættelse på synet af Nissan'en, der vil tøffe rundt en rum tid endnu. Lad os krydse fingre!