Forbrugerforhold

Biblioteket vil gerne hjælpe

SKAGEN KOMMUNE: Skagens Bibliotek er onsdag klar med et nyt tilbud på en ny gratis, offentlig forbrugerinformation og rådgivning, som bibliotektet tilbyder i samarbejde med Forbrugerstyrelsen og Forbrugerinformationen. Det nye tilbud er døbt "ForbrugerINFOpunkt", og i Nordjylland er, foruden Skagen, også bibliotekerne i Hjørring, Skørping og Aalborg med i den pulje af biblioteker, hvis personale har gennemgået kurser, der gør dem kvalificerede til at yde en særlig indsats på forbrugerområdet. Der bliver primært tale om rådgivning inden for tre hovedområder, nærmere bestemt købsvejledning, forbrugerret og klagevejledning. En købsvejledning kan for eksempel blive aktuelt, hvis man står over for at skulle købe hårde hvidevarer, børneudstyr, radio- og tvudstyr og så videre. Der vil i den forbindelse kunne hentes gode råd og testresultater, som tager højde for pris, kvalitet, miljøbelastning og etik. Det nye tilbud giver også mulighed for en række informationer om rettigheder og pligter som forbruger, når der handles i almindelige forretninger, på postordre, over internettet, ved dørsalg eller i udlandet. Endelig kan der hentes hjælp på biblioteket, hvis man er kommet i en situation, hvor der er brug for at klage. Biblioteket kan hjælpe med oplysninger om, hvad der kan klages over, hvordan det skal ske, og hvem man i givet fald skal henvende sig til, ligesom man også kan få hjælp til at udfylde klageformularer. Det nye ForbrugerINFOpunkt er åbent i hele bibliotekets åbningstid, og hjælpen kan hentes enten ved personligt fremmøde eller ved at ringe eller sende en mail til biblioteket. bm

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst

Mest læste