Bibliotekets ophørsudsalg blev tilløbsstykke

Martin Frandsen
Bib­lio­te­kar Lej­la Chri­sten­sen har net­op solgt 24 bø­ger til Ole og Bir­git Lund, som i øv­rigt er ret så kede af, at det lokale bib­lio­tek i Gand­rup er luk­ket.
Biblioteker 6. marts 2007 05:00

AALBORG: Som ved et hvert andet vaskeægte udsalg er der kø ved døren til Gandrup Biblioteks ophørsudsalg mandag eftermiddag, og nogle af kunderne har endda taget turen fra Aalborg til filialen. Biblioteket i Gandrup er et af de otte biblioteker, som 1. januar lukkede med oprettelsen af den ny kommune, og derfor er 12.000 bøger, tegneserier og hæfter sat til salg - til 10 kroner per styk. Selv om både Gandrup Skole og de øvrige biblioteker i Aalborg Kommune har fået lov til at vælge først, og det kun er voksenmaterialet, som er til salg, så går salget forrygende. Særligt faglitteratur, rejsebøger, samlinger og opslagsværker er eftertragtede blandt de lokale - og udenbys kunder. Mette Kirk køber omkring 50 bøger til sig selv, sin søster og mor. - Det er jo et scoop. Her er for eksempel en samling, ”Tågerne omkring Avalon”, som jeg har ønsket mig i mange år, og som vil koste en formue hos boghandleren, sagde hun. God tid Peder Christensen har taget turen fra Aalborg til Gandrup og har fundet en række perler i form af Weilbachs Kunstleksikon og en udgave af Barn af Himmerland. - Jeg tager også til de andre biblioteker, når der er udsalg. Jeg er jo pensionist, så jeg har tid til det, sagde han. Fortsat ophørsudsalg Ophørsudsalget fortsætter nemlig i dag i Ulsted med cirka 6500 enheder til salg og i morgen i V. Hassing med salg af 8000 eksemplarer forskelligt læsestof. Nevin Cøhoman fra Aalborg har allerede været på ophørsudsalg hos Gug Bibliotek i sidste uge, hvor hun fandt et opslagsværk over designermøbler. - Jeg kigger mest efter faglitteratur. Jeg bliver uddannet som lærer i håndarbejde, billedkunst og sløjd til sommer, og jeg er på jagt efter spændende ting til det, og til den her pris er det ikke til at stå for, sagde hun, inden bøgerne bliver båret til skranken med pengekassen og bibliotekar Lejla Christensen, der giver hver bog stemplet ”udgået”. Bibliotekaren må også fortælle nogle af kunderne, blandt andre Birgit og Ole Lund, at lukningen af det lokale bibliotek er politisk bestemt. Birgit og Ole Lund kommer til at savne besøgene på det lokale bibliotek og vil hellere tage turen til Hals end benytte den ny bogbusordning, der ikke virker så inspirerende. En svinestreg - Det er en kulturel svinestreg, at man over hele landet lukker de små biblioteker. De kommer aldrig igen, mener Ole Lund, der sammen med hustruen har købt bøger og dermed minder om biblioteket for 230 kroner. Og det er ikke for meget, mener de. - Jeg køber et ugeblad hver mandag til 24,75 kroner, og det rækker til en halv time. Så er der til noget længere tid her, siger Birgit Lund og ryster med plastikposerne med bøgerne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...