Biblioteksbøger fælles ejendom

De fire bibliotekers bogsamlinger er blevet lagt ind i en fælles database

VESTHIMMERLAND:Med et års forsinkelse er kommunesammenlægningen nu også nået til biblioteksbøgerne. Siden 21. december 2007 har de fire overlevende biblioteker i Vesthimmerland haft fælles bogsamling. Det skal forstås på den måde, at Aars Bibliotek omsider er blevet koblet på den samme type database, som de tre øvrige store biblioteker brugte i forvejen. Alle fire bibliotekers bogsamlinger er nu koblet sammen. Dermed kan lånerne søge på hele bogsamlingen på én gang og få oplyst, om den bog, man ønsker, måske står i Løgstør, hvis den nu ikke lige er hjemme i Farsø. En bogbil kører hver dag mellem bibliotekerne, så man hurtigt kan få bogen bragt fra Løgstør til Farsø, hvis det er dér, man gerne vil hente den. - Man kan sige, at nu tilhører bøgerne på for eksempel Løgstør Bibliotek hele Vesthimmerland og ikke kun Løgstør Bibliotek. Lånerne er automatisk lånere på alle fire biblioteker, og hvis man for eksempel er i en af de andre byer for at arbejde eller handle, kan man bruge biblioteket dér, hvis det passer bedst, siger ledende bibliotekar Bo Jacobsen. På samme måde kan man aflevere bøgerne på et hvilket som helst af de fire biblioteker.