Biblioteksdrømme i Jerslev lever

Biblioteksfilialen i Jerslev bliver nedlagt men kan genopstå, hvis multihuset bliver realiseret

Drømmen er et bibliotek i et multihus i Jerslev, der har funktion som et læringsmiljø. arkivfoto

Drømmen er et bibliotek i et multihus i Jerslev, der har funktion som et læringsmiljø. arkivfoto

JERSLEV:Drømmene om at der fortsat vil være et bibliotek i Jerslev er bestemt ikke døde. Det fortæller projektleder, Kristian Møgelmose, efter at Sammenlægningsudvalget ellers har besluttet at nedlægge samtlige filialer i den nye storkommune - herunder også Jerslev. Et bibliotek er nemlig en vigtig brik i projektet med at få etableret et multihus i byen. Derfor er der stadig mulighed for et bibliotek i Jerslev, mener Kristian Møgelmose. - Jeg har talt med Eskild Sloth Andersen (S), og han har sagt til mig, at nu er bolden hos os. Hvis vi kan rejse pengene til et multihus, så er der opbakning til at lave et bibliotek på en ny måde, siger Kristian Møgelmose. For projekt Multihus er nemlig ikke bare en videreførelse af de nuværende bibliotek. Ideen er, at driften skal være helt anderledes, og ikke bare en kopi af Brønderslev Bibliotek, forklarer Kristian Møgelmose. - Det bliver et læringsmiljø med internetcafe og lektiecafe, hvor der i høj grad er brugerbetjening, fortæller projektlederen. Da de første melding om nedlæggelse af biblioteksfilialerne kom, var Kristian Møgelmose ude med kritik af forslaget. Derfor sendte han et brev til Sammenlægningsudvalget, og efter at have talt med politikerne, så er pessimismen vendt til optimisme. - Hvis vi får projektet op at stå, så tror jeg, at der er fuld opbakning til, at vi finder en måde at få lavet et anderledes bibliotek i Jerslev, siger han. Men der er stadig et stykke vej. For at biblioteksdrømmene overhovedet kan komme på tale, skal der skaffes penge til at opføre multihuset. Og der mangler stadig seks-syv millioner kroner i kassen. - Men jeg tror på, at det kan lykkedes. Vi er mange her i Jerslev, der vil det. Og tingene har aldrig set lysere ud nu, hvor der er kommet en fond omkring Jerslev, siger Kristian Møgelmose. Formand for udvalget for Fritid og Kultur, Eskild Sloth Andersen (S), håber også, at det lykkedes at gennemføre projektet, som han mener er meget spændende. - Og hele udvalget vil gerne være med til at samarbejde om en eller anden form for et anderledes bibliotek i Jerslev. Det bliver selvfølgelig ikke tale om et bibliotek, som vi kender det i dag, siger Eskild Sloth Andersen (S) der dog understreger, at der ikke er afsat penge til projektet. - Men lad vente til der er et konkret forslag, før vi tager stilling til noget, siger han. Projektgruppen for multihuset i Jerslev skal have fundet de sidste millioner inden 30. april næste år.