Danmark

Bibliotekspenge fordelt: 18 forfattere scorer mere end en halv million

179,3 millioner i bibliotekspenge fordeles til 10.497 personer. I år også for e-bøger. Bjarne Reuter topper.

Forfatteren Bjarne Reuter i sit hjem. Han topper igen listen over modtagere af bibliotekspenge. Scanpix/Sofie Mathiassen/arkiv

Forfatteren Bjarne Reuter i sit hjem. Han topper igen listen over modtagere af bibliotekspenge. Scanpix/Sofie Mathiassen/arkiv

DANMARK:Slots- og Kulturstyrelsen udbetaler fredag 179,3 millioner kroner i bibliotekspenge. Pengene går til i alt 10.497 personer, hvis værker kan lånes på landets biblioteker.

Det er forfattere, oversættere, illustratorer, billedkunstnere og komponister. Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Af listen over modtagere af bibliotekspenge fremgår det, at 18 forfattere får udbetalt mere end en halv million for deres udgivelser på bibliotekerne.

Øverst på listen over de forfattere, som danskerne hyppigst hiver ned fra bibliotekernes hylder, er Bjarne Reuter.

Det er ikke den store overraskelse. Kulturministeriet har opgjort top ti lister tilbage til 2004, og Bjarne Reuter har ligget på førstepladsen alle årene.

Den danske forfatter skriver både til børn og voksne og står blandt andet bag "Busters Verden", "Zappa" og "Når Snerlen Blomstrer".

Bjarne Reuter får denne gang 729.197,62 kroner i bibliotekspenge for 156.146 eksemplarer af sine bøger på bibliotekerne.

top 10 over de danske biblioteksfavoritter

Slots- og Kulturstyrelsen udbetaler fredag 179,3 millioner kroner i bibliotekspenge. Pengene går i år til i alt 10.497 personer, hvis værker kan lånes på landets biblioteker.
Bibliotekspengene fordeles efter et pointsystem, der beregnes blandt andet på baggrund af antal eksemplarer og antal sider i bøgerne eller minutter i lydbøger.
Her er top 10 over de forfattere, der modtager flest penge:
Bjarne Reuter 729.197,62 kroner.
Josefine Ottesen 682.355,69 kroner.
Dennis Jürgensen 633.866,85 kroner.
Lene Kaaberbøl 626.926,12 kroner.
Bent Haller 617.543,57 kroner.
Kenneth Bøgh Andersen 592.482,90 kroner.
Benny Andersen 591.031,88 kroner.
Jørn Jensen 587.014,76 kroner.
Kim Fupz Aakeson 583.362,39 kroner.
Maria Helleberg 576.200,47 kroner.
Kilder: Kulturministeriet.

På de næste pladser ligger Josefine Ottesen, Dennis Jürgensen, Lene Kaaberbøl, Bent Haller, Jørn Jensen, Kim Fupz Aakeson og Maria Helleberg.

I år udbetales for første gang også bibliotekspenge for e-bøger og netlydbøger. I alt 3423 personer modtager biblioteksafgift for den slags udgivelser.

Det glæder kulturminister Mette Bock (LA).

- Jeg er meget tilfreds med, at vi nu for første gang udbetaler biblioteksafgift til blandt andet forfattere af e-bøger og netlydbøger, for når stadigt flere af os læser litteratur i netop disse formater, giver det god mening, at biblioteksafgiften afspejler den udvikling.

- Og så er jeg glad for at se, at den nye udbetalingsgrænse betyder, at flere end 2000 flere personer får del i bibliotekspengene i forhold til sidste år. Det viser, at justeringen af udbetalingsgrænsen virker helt efter hensigten, siger hun i pressemeddelelsen.

Når det handler om lydbøger, er forfatteren Leif Davidsen danskernes biblioteksfavorit. Leif Davidsen får 82.247,54 kroner i bibliotekspenge for 11.037 elektroniske anvendelser.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.