Tyverier

Bicky passer på Købmanden

HJØRRING:Det er en meget stille formiddag hos Købmand Møller Madsen på Halvorsmindevej. Forretningen har som altid været åben siden kl. 7, hvor de første håndværker-kunder var forbi efter dagens fornødenheder, men nu har roen sænket sig. 88-årige Niels Christian Møller Madsen sidder på kontoret bagved butikken og skimmer avisen. Keld Heichs blide røst i "De Ringer Vi Spiller" fra radioen på væggen bryder stilheden. Møller Madsens furede og lidt skarpe ansigt brydes let af et varmt smil, og øjnene er fulde af liv. Der er gået 58 år, siden han åbnede forretning i Vester Bagterp. - Det er mærkeligt, at nogen af dem, der kom i forretningen som store knægte, nu er pensionister, og de kommer her stadig, siger købmanden. Telefonen bryder ind. Det er Gerhard Larsen, der ringer for at bestille varer: Mel, mælk, brød, kaffe og margarine. - Ja tak, ja tak, skal vi holde ved det, svarer købmanden, og med sedlen i hånden er han et øjeblik efter i fuldt firspring på vej ud i butikken. - Det er en af landkunderne, og han kommer gerne en gang om ugen, fortæller Møller Madsen, mens han hurtigt får pakket varerne. Kaffen bliver malet og posen sirligt pakket ind i hvidt papir. Gerhard Larsen har handlet hos Møller Madsen siden 1950. Butikken bærer præg af, at det trods alt nu er kioskvarer, der sælges mest af. Slik og chips til eleverne på Halvorsminde og et par store køleskabe med øl og vand. Men et pænt udbud af kolonialvarer er der stadig rundt om på hylderne. I sin hvide kittel bagved den gamle købmandsdisk, med tobaks og vinhylden bagved, er Møller Madsen for alvor på hjemmebane. Det her er ikke et museum, men en købmandsforretning i drift. En kassevogn ruller ind ved forretningen, og salget af et par kolde klares hurtigt, mens der sludres om vejret. Ude i gården gør Bicky. Schæferhunden, som blev købt for et par år siden, men langt fra den første schæfer i købmandens liv. - I 56 af de 58 år herude har jeg har haft hund, og altid en Schæfer, fortæller Møller Madsen, og man kan tydeligt mærke, at man har ramt en passion hos den høflige og beskedne købmand. I de par år, hvor han ikke havde hund, kom han for første gang i indbrudstyvenes søgelys. Et par indbrud i privaten, og så en dag kom der to unge drenge ind i forretningen i åbningstiden. - De gik lidt rundt og kiggede, og så tog den ene en kasse øl. De forsøgte at løbe ud af forretningen, men jeg løb bagefter og fik fat i en af dem. Jeg råbte efter nogen ude på vejen, og de holdt knægten fast, mens jeg ringede til politiet, fortæller Møller Madsen. En ubehagelig oplevelse, men langt fra nok til at slå købmanden af pinden. - Jeg kunne vælge imellem at få overvågning i forretningen og en hund. Og så valgte jeg hunden. Det er det sikreste, konstaterer han tørt. Og det har han ikke fortrudt. Siden har han haft fred for tyvene, og Bicky er en trofast følgesvend på spadsereturen efter lukketid. Jeg, avisens udsendte, køber selv en pose kaffe, inden jeg går. Jeg forsøger mig kækt med med at smide mit Dankort på disken, men svaret er indlysende: - Nej, Dankort tager jeg ikke, det er jeg for gammel til. Og så skal det emne ikke forfølges nærmere. Til gengæld kan jeg få skrevet beløbet, til næste gang jeg kommer, og jeg kan se, at jeg ikke er den eneste. En pæn stak sedler er sat på nål under tobakshylden. - Folk er ærlige. Jeg får de fleste penge ind igen, men selvfølgelig kan der være en smutter, siger Møller Madsen. Jeg kigger på et skilt i vinduet, hvor der står: "Rødbeder fra oktober 2002 - 5,00 kr." Så lyder dørklokken igen i mine ører. Købmand Møller Madsen har beroliget mig med, at han ingen planer har om at lukke, så længe helbredet holder. - Forretningen er mit liv - snakken med kunderne, et frisk pust udefra. Hvis jeg lukkede, ville jeg nok falde hen ...