Biden advarer Putin i Ukraine-strid på topmøde

Umiddelbart efter Bidens to timer lange samtale med Putin holder han videosammenkomst med allierede i Europa.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

USA's præsident, Joe Biden, har på et videotopmøde tirsdag med Ruslands præsident, Vladimir Putin, udtrykt "dyb bekymring" over Ruslands store militære tilstedeværelse ved grænsen til Ukraine.

Det meddeler Det Hvide Hus.

Biden advarer Putin om, at "USA og dets allierede vil reagere med kraftige økonomiske og andre tiltag i tilfælde af en militær optrapning".

Det fremgår af en meddelelse fra Det Hvide Hus efter mødet mellem de to.

Det virtuelle møde mellem Biden og Putin varede to timer og ét minut, oplyser Det Hvide Hus, mens det russiske nyhedsbureau Interfax har noteret en varighed på to timer og fem minutter.

Det emne, der var højest på dagsordenen, er Ruslands placering af titusindvis af soldater ved grænsen til Ukraine.

En unavngiven medarbejder i Kongressen siger, at nogle af de amerikanske politikere har fået at vide fra embedsmænd i Det Hvide Hus, at USA taler med Tyskland om at lukke gasrørledningen Nord Stream 2, hvis Rusland invaderer Ukraine.

Samme oplysning har nyhedstjenesten Bloomberg News. Unavngivne kilder siger til Bloomberg, at USA forsøger at få Tyskland til at forpligte sig til at stoppe projektet i tilfælde af en russisk invasion af Ukraine.

Ud over gasledningen, der også går gennem dansk farvand, overvejer USA en række andre sanktioner mod blandt andet russiske banker.

Tidligere tirsdag sagde Letlands udenrigsminister i et interview, at den russiske regering skal vide, hvad "den økonomiske pris" vil være, inden landet agerer.

Han tilføjede, at den 11 milliarder dollar dyre gasrørledning til Tyskland bør indgå i det regnestykke.

Det Hvide Hus har ikke umiddelbart kommenteret spørgsmålet om Nord Stream 2.

Omkring en time efter, at Bidens samtale med Putin var slut, er han i gang med et videomøde med de vigtigste allierede i Europa - Tysklands Angela Merkel, Frankrigs Emmanuel Macron, Storbritanniens Boris Johnson og Italiens Mario Draghi.

Det er den gruppe af europæiske lande, som Biden havde konsulteret mandag, dagen inden mødet med Putin.

De fem lande har sagt, at de vil holde tæt kontakt for at koordinere deres reaktion på Ruslands militære optrapning ved grænsen til Ukraine.

/ritzau/Reuters