Biden-ministre får indrejseforbud i Rusland

Flere amerikanske ministre og topembedsmænd får indrejseforbud i Rusland som svar på USA's sanktioner.

Den amerikanske justitsminister, Merrick Garland, der her taler med præsident Joe Biden og vicepræsident Kamala Harris i baggrunden, er ramt af indrejseforbud i Rusland. Det er nogle af de sanktioner, Rusland har indført mod USA. (Arkivfoto)

Den amerikanske justitsminister, Merrick Garland, der her taler med præsident Joe Biden og vicepræsident Kamala Harris i baggrunden, er ramt af indrejseforbud i Rusland. Det er nogle af de sanktioner, Rusland har indført mod USA. (Arkivfoto)

MOSKVA:USA's justitsminister, Merrick Garland, og minister for indenlandsk sikkerhed, Alejandro Mayorkas, er blandt otte højtstående amerikanske embedsmænd og diplomater, der nu får indrejseforbud i Rusland.

Det meddeler det russiske udenrigsministerium fredag.

Også direktøren for forbundspolitiet FBI, Christopher Wray, og Susan Rice, der er præsident Joe Bidens toprådgiver i indenrigspolitiske spørgsmål, må ikke længere rejse ind i Rusland.

Det samme gælder direktøren for USA's nationale efterretningstjeneste, Avril Haines, og direktøren for det amerikanske fængselsvæsen, Michael Carvajal.

Også en række tidligere topembedsmænd bliver ramt af det russiske indrejseforbud. Det gælder blandt andre John Bolton, der en overgang var national sikkerhedsrådgiver under præsident Donald Trump.

Bolton var også USA's FN-ambassadør under præsident George W. Bush.

Fælles for de otte, der nu får forbud mod at rejse ind i Rusland, er, at de har været "involveret i at implementere en antirussisk politik".

Meddelelsen fra det russiske udenrigsministerium kommer, efter at USA torsdag indførte nye sanktioner mod Rusland.

Både de nye sanktioner og tidligere sanktioner er nu ved at blive besvaret, meddeler Rusland fredag.

- Realiteten er, at det, vi hører fra Washington, adskiller sig fra det, vi rent faktisk ser, skriver det russiske udenrigsministerium.

- Der skal ikke være nogen tvivl: ikke en eneste "bølge" af sanktioner vil forblive ubesvaret, meddeler ministeriet ifølge nyhedsbureauet Tass.

På trods af de seneste døgns mange sanktioner mellem de to lande, siger regeringen i Moskva, at den stadig ser "positivt" på et muligt topmøde mellem den russiske præsident, Vladimir Putin, og USA's præsident, Joe Biden.

Rusland overvejer Bidens forslag om et møde, hedder det fra ministeriet.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden