Biden nægter at give Trump immunitet i sag om kongresuro

Et udvalg i Repræsentanternes Hus undersøger i øjeblikket angrebet mod Kongressen og Trumps rolle i det.

Talskvinden for Det Hvide Hus, Jen Psaki, siger fredag, at Joe Biden ikke vil give Donald Trump særlige præsidentielle rettigheder i sag om kongresuro.

Talskvinden for Det Hvide Hus, Jen Psaki, siger fredag, at Joe Biden ikke vil give Donald Trump særlige præsidentielle rettigheder i sag om kongresuro.

WASHINGTON D.C.: Præsident Joe Biden vil ikke lade tidligere præsident Donald Trump gøre brug af et særligt præsidentielt privilegie til at beskytte fortrolige dokumenter i forbindelse med en undersøgelse af stormløbet mod Kongressen 6. januar.

Det siger talskvinden for Det Hvide Hus, Jen Psaki, fredag.

- Præsidenten har konkluderet, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at gøre, siger talskvinden.

Amerikanske præsidenter kan påberåbe sig retten til en vis form for immunitet i form af et særligt præsidentielt privilegie.

Det tillader Det Hvide Hus at nægte at efterkomme krav om at udlevere dokumenter ved for eksempel stævninger i Kongressen, lige som embedsfolk i Det Hvide Hus også kan bruge det til at nægte at vidne i kongresafhøringer.

Princippet er forankret i tanken om, at præsidenten og hans rådgiveres samtaler skal kunne holdes fortrolige om nødvendigt.

Et udvalg i Repræsentanternes Hus undersøger i øjeblikket angrebet mod Kongressen. Torsdag blev flere af Trumps tidligere topfolk, herunder Mark Meadows og Steve Bannon, indkaldt som vidner i sagen.

Det er uklart, om topfolkene skal afgive vidneforklaring, indlevere relevant materiale eller begge dele.

Under stormløbet 6. januar trængte et stort antal Trump-tilhængere ind i Kongressen. Fem personer mistede livet i forbindelse med urolighederne.

Urostifterne forsøgte at stoppe den formelle godkendelse af Bidens valgsejr ved præsidentvalget i november.

Trump har tidligere sagt, at han vil modarbejde stævninger og anmodninger om udlevering af dokumenter ved hjælp af det præsidentielle privilegie.

Men i sidste ende er det altså op til nuværende præsident Joe Biden at afgøre, om Trump skal have lov til at bruge det eller ej.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.