Biden og Putin talte i 50 minutter om spændinger omkring Ukraine

For anden gang på godt tre uger har USA's præsident holdt telefonmøde med Ruslands præsident.

USA's præsident, Joe Biden, har på et telefonmøde torsdag aften opfordret Rusland til at nedtrappe situationen ved grænsen til Ukraine.

Det skriver Det Hvide Hus i en erklæring.

De seneste måneder har Vesten beskyldt russerne for at forberede en invasion af Ukraine efter at have samlet op mod 100.000 soldater ved grænsen mellem de to lande.

Joe Biden gjorde på telefonmødet med den russiske leder, Vladimir Putin, det klart, at hvis ikke der sker en nedtrapning ved grænsen, vil USA og dets allierede reagere "resolut".

Det uddybes ikke, hvad den konkrete reaktion kunne være.

Vladimir Putins talsmand siger efter mødet, at Rusland har advaret USA på det kraftigste mod at indføre sanktioner.

Putin fortalte på mødet, at enhver sanktion kunne bryde båndene mellem Rusland og USA, og det "ville være en stor fejltagelse".

Samtalen mellem de to præsidenter begyndte klokken 21.30 og varede i 50 minutter.

Det var Putin, der forinden havde anmodet om samtalen, der er den anden mellem de to præsidenter på godt tre uger.

Forud for opkaldet havde begge ledere erklæret, at de var klar til at lytte til hinandens bekymringer.

Rusland nægter beskyldninger om at have planer om en invasion i Ukraine. Landet hævder, at soldaterne er en beskyttelse mod Vesten og især Nato.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.