Biden: Trump nægter at respektere folkets vilje

Natten til tirsdag retter Biden den hidtil skarpeste kritik mod Trump, der ikke har anerkendt valgresultat.

Demokraten Joe Biden blev formelt valgt som ny præsident i USA mandag, hvor 306 delegerede valgmænd stemte på ham og vicepræsident Kamala Harris.

Demokraten Joe Biden blev formelt valgt som ny præsident i USA mandag, hvor 306 delegerede valgmænd stemte på ham og vicepræsident Kamala Harris.

WASHINGTON D.C.: Den kommende præsident i USA, Joe Biden, mener, at Donald Trump og hans republikanske tilhængere både trodser forfatningen og amerikanernes vilje ved ikke at acceptere valgresultatet.

Det siger Biden i en tale natten til tirsdag dansk tid, efter at valgmandskollegiet mandag har bekræftet demokratens sejr ved præsidentvalget med 306 delegerede stemmer.

Biden retter i talen den hårdeste kritik af Trump, siden at han slog ham ved valget 3. november.

Trump har nægtet at indrømme sit nederlag og har fremsat en række udokumenterede beskyldninger om valgsvindel.

Ifølge Biden er det uden fortilfælde, at en siddende præsident nægter at acceptere sit nederlag.

- En så ekstrem holdning har vi ikke set før. En holdning, som nægter at respektere folkets vilje, nægter at respektere loven og nægter at ære vores forfatning, siger Biden blandt andet i talen.

Trumps advokater har indgivet omkring 50 søgsmål mod valgresultatet i en lang række stater, men har endnu ikke fået medhold i nogen af sagerne.

- Ikke i et eneste tilfælde er der fundet beviser, der kunne ændre eller udfordre valget, siger Biden om Trumps mange forsøg på at omstøde valget.

I sin tale roser Joe Biden samtidig vælgerne for de rekordmange stemmer ved valget trods en pandemi og "et enormt politisk pres, verbale overfusninger og endda trusler og fysisk vold" mod dem, der har organiseret valget.

- Demokratiets flamme blev tændt i dette land for længe siden. Og intet - ikke engang en pandemi eller magtmisbrug - kan slukke den, siger Biden.

- Jeg håber inderligt, at vi aldrig igen vil blive udsat for den type trusler og misbrug, som vi har set under dette valg, tilføjer han.

Mandag blev det helt officielt, at Joe Biden bliver USA's næste præsident, efter at over 270 af de fornødne valgmænd, det kræver at blive valgt, havde peget på ham.

Ifølge avisen New York Times var ingen af valgmændene såkaldt troløse, hvor de stemte på en anden kandidat, end den staten har peget på.

Det betød, at Biden som ventet fik tildelt 306 valgmænd, mens Trump fik tildelt 232.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.