Biden vælger flere veteraner fra Obama-administrationen

Susan Rice er udpeget til at rådgive USA's kommende præsident i indenrigspolitiske spørgsmål.

Daværende nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice taler i baggrunden med John Kerry, der var udenrigsminister under Obama og nu er udpeget som Bidens klima-udsending. I forgrunden ses Joe Biden samt Antony Blinken, der er Bidens bud på en kommende udenrigsminister. Fotoet er taget i Det Hvide Hus i 2013.

Daværende nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice taler i baggrunden med John Kerry, der var udenrigsminister under Obama og nu er udpeget som Bidens klima-udsending. I forgrunden ses Joe Biden samt Antony Blinken, der er Bidens bud på en kommende udenrigsminister. Fotoet er taget i Det Hvide Hus i 2013.

WILMINGTON, DELAWARE: USA's kommende præsident, Joe Biden, har udpeget Susan Rice som sin toprådgiver i indenrigspolitiske spørgsmål.

Rice har tidligere haft fremtrædende positioner på det udenrigspolitiske område. Under præsident Barack Obama var hun national sikkerhedsrådgiver og FN-ambassadør.

I den kommende administration vil hun få indflydelse på vigtige spørgsmål som indvandring, sundhed og Bidens varslede opgør med raceulighed.

Der var forlydender om, at Biden overvejede Susan Rice som sin vicepræsidentkandidat. Han endte som bekendt med at vælge Kamala Harris.

Hun var angiveligt også blandt de personer, han overvejede til posten som udenrigsminister.

Torsdag præsenterede Biden flere andre af sine foretrukne kandidater til poster i sin kommende regering. Også her er der gengangere fra Obamas administration, hvor Biden selv var vicepræsident.

Det gælder tidligere Iowa-guvernør Tom Vilsack, der var Obamas landbrugsminister. Den post vil Biden gerne have ham tilbage på.

Denis McDonough, der er Bidens foretrukne valg som minister for veteranerne i USA's militær, var en af Obamas nære rådgivere.

Som boligminister har Biden peget på kongresmedlem Marcia Fudge, mens han ønsker Katherine Tai som USA's handelsrepræsentant.

Det er ventet, at Biden fredag vil introducere sine bud på kommende ministre og højtstående embedsmænd ved et pressemøde.

Den kommende præsident skal efter planen tages i ed 20. januar.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden