EMNER

Bidt af banko

Godt 100 bankospillere deltog i lørdagens maratonbanko i Spoku Bankocenter i Thisted

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

De to søstre Lisbeth Newpart til højre og Steffany Jørgensen kom langvejs fra. Lisbeth kom fra Sjælland og Steffany fra Fjerritslev. Foto: Klaus Madsen

THISTED:Omkring 120 banko-entusiaster var til maraton-banko, der blev afviklet i Spoku Bankocenter i Thisted i lørdags. Der blev spillet svensk bingo fra klokken 10 morgen til klokken 10 aften - kun afbrudt at to spisepauser, diverse tisse - og nu også rygepauser. Det er fjerde gang den daglige leder af centeret, Christina Jørgensen arrangerer maraton banko, hvor der følger morgenmad, frokost og aftenmad med i prisen, for dem, der ønsker at deltage i spisningen. I lørdags havde 120 tilmeldt sig aftenmad, og det var lidt færre end sidste gang. - Jeg er sikker på, at det lavere deltager-tal skyldes, at vi nu er blevet tvunget til at indføre rygeforbud. Det kan altså mærkes et sted som her, men stort set synes jeg, at deltagerne tager det pænt, siger hun. Der er indrettet et rygerum, som bankospillerne kan sidde i, når der skal smøges. - Det er helt fint med mig. Rygeforbudet får mig ikke til at blive væk, og det fungerer jo fint med rygerummet, siger Aase willadsen fra Hanstholm, der havde taget sin niece Rikke Willadsen med til maraton-banko. Der var også deltagere, som var kommet langvejs fra. En af dem var Lisbeth Newpart, der havde taget turen hele vejen fra Sjælland, for at spille banko i hele tolv timer i Thisted. - Jeg har en søster i Fjerritslev og en veninde i Thisted, og vi har sat hinanden stævne her i dag. Det betyder ikke noget for mig at køre langt, når jeg skal til banko, for banko er hele mit liv, understreger Lisbeth Newpart, mens hun meget rutineret følger med i tallene på pladen. For tal var der nok af. De føg gennem luften i et væk hele dagen i bankohallen i lørdags, og det var den trænede opråber Sussi Jørgensen, der stod for talgymnastikken.