Bierfest reddede byfestoverskud i Løgstør

Lasse Damsgaard
Bierfesten i Løgstør var stærkt medvirkende til det store byfest-overskud. Privatfoto
9. oktober 2016 06:15

Byfesten i Løgstør kom ud med et overskud på 138.000 kr. - godt hjulpet af et overskud på 100.000 kr. alene på Bierfesten, som byfesten også står bag.

Overskuddet på 138.000 kr. blev offentliggjort, da Løgstør Byfest- og Dyrskuekomite holdt afsluttende møde, hvor beretning og regnskab for året blev fremlagt for medlemsforeningerne.

Formand Morten Jørgensen sagde i sin beretning, at 2016 startede med en fantastisk Bierfest.

- For første gang startede vi kl. 13.30 - og for første gang i Lanternen. Begge ændringer synes at være den helt rigtige beslutning som gentages næste år den 21. januar 2017, hvor vi håber på endnu en publikumsrekord, sagde Morten Jørgensen og gjorde opmærksom på, at billetsalget netop er gået i gang.

- En gennemgang af byfesten og dyrskuet viser en generel god tilslutning til arrangementerne. Dyrskuet var godt besøgt, men var dog lidt ramt af et sammenfald med det noget større dyrskue i Hjørring.

- Det betød at der var lidt færre maskinudstillere. Et nyt tiltag som forventes gentaget næste år, var, i samarbejde med byens forretninger, afholdelse af en auktion i festteltet søndag eftermiddag. Mange benyttede lejligheden til at gøre et godt køb, fortalte Morten Jørgensen.

Kasserer Gunnar Christensen aflagde regnskab for bierfest, byfest og dyrskue.

- Det gav alt i alt et tilfredsstillende overskud på 138.000 kr., mod knap 61.000 året før. Af beløbet stammede knap - som nævnt - 100.000 kr. fra bierfesten.

Til forretningsudvalget - som er byfestkomiteens daglige ledelse - nyvalgtes Benedicte Buren. De øvrige medlemmer af forretningsudvalget blev genvalgt.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...