EMNER

Biersted-enken anker

Med udsigt til en livstidsstraf har hun alt at vinde

AALBORG:- Straffen kan ikke blive højere, så hun har alt at vinde og intet at tabe ved at anke. Sådan siger Bente Gurli Kristensens forsvarer, Jens Saabo. I tirsdags afsagde Vestre Landsret dommen over hende: Fængsel på livstid for drabene på hendes mand, Karsten Kristensen i 1992 og hendes tidligere svigersøn, Dan Jensen, ti år senere. En tur i Højesteret kan ikke ændre på skyldsspørgsmålet, men der er mulighed for, at fængselsstraffen kan blive sat ned. Og derfor er advokat Jens Saabo og Bente Gurli Kristensen blevet enige om at anke straffen. Men hun må ud at se sig om efter en forsvarer til at repræsentere sin sag i Højesteret. - Vi har bestemt - på mit råd - at der kommer nye øjne til at kigge på sagen, siger Jens Saabo. Han båber, at en ny forsvarer kan finde nogle nye vinkler, der kan virke formildende i forhold til strafudmålingen. Det betyder dog ikke, at han mener, han ikke har gjort sit arbejde godt nok: - Vi har gjort, hvad vi kunne, men når der skal ankes, tror jeg, det er en klog disposition, forklarer Jens Saabo. Hans erfaring viser, at det ofte har været en fordel at skifte forsvarer på dette tidspunkt. - Sagen har haft et langt forløb, og mentalt vil det være klogt for begge parter, siger Jens Saabo, og understreger, at selv om Bente Gurli Kristensen har haft et par dage til at sunde sig, er hun stadig meget rystet over dom. John Pedersen, der også er blevet dømt for modet på Karsten Kristensen, har valgt at acceptere sin dom på 10 års fængsel.