Skagen

Biersted i finalen om mesterskab

AABYBRO:Biersted IF er klar til søndag aftens finale i kommunemesterskabet i fodbold efter sejr på 5-1 over Nørhalne onsdag aften. Ligeledes på Gjøl Stadion vandt Birkelse over værterne for mesterskabet med 3-0. Dermed er der lagt op til det ventede opgør i aften på Gjøl mellem serie 2-holdene Aabybro og Birkelse. I kampen mellem Gjøl GB fra serie 4 og Birkelse fra serie 2 var der aldrig spænding. - Vi havde fire afbud og var oppe mod overmagten. Det var spil mod ét mål, og de var for stor en mundfuld, siger Gjøl-træner Niels Jørgen Nielsen. Birkelse spillede bolden rundt, og lod GGB-spillerne løbe. - Vi forsøgte at gøre det nemme, men brændte igen alt for mange chancer, siger Birkelse-træner Kurt Larsen. Birkelse kom foran efter 25 minutter på mål af Thomas Stensgaard. Kim Sørensen gjorde det til 2-0 og Michael Nielsen til 3-0. - Nu er det et spørgsmål, om vi kommer til kræfter mod Aabybro. Vi spillede jo også mod Skagen tirsdag. Vi skal spille vores eget spil og håbe, vi kan score på vores chancer, siger Kurt Larsen. I den anden kamp vandt Biersted sikkert lokalopgøret mod Nørhalne. - De var med i kampen, så længe kræfterne rakte, men Nørhalne var tydeligvis handicappet af en række afbud, så det var et hold, vi skulle slå, men vi brændte mange chancer, siger Biersted-træner Leif Dyrberg. Biersted kom foran efter 28 minutter ved Kim Erik Nielsen. Nørhalne fik udlignet kort inde i 2. halvleg. Biersteds overtag blev efterhånden mere og mere tydelig, og Jon Bach scorede til 2-1 før Kim Erik Nielsen, Rasmus Johansen og igen Kim Erik Nielsen scorede de sidste mål. - Det er hip som hap, om vi skal møde Aabybro eller Birkelse i finalen. Under alle omstændigheder bliver det en svær kamp, siger Leif Dyrberg.