Biersted lagde hal til lokalbrag mellem putter

100 håndboldspillere kæmpede en brav kamp for sejr mod lokale modstandere i Biersted

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Medhjælperne i Biersted havde været kreative og stillet en forhindringsbane op til glæde for de ventede spillere og deres medbragte mindre søskende. Foto: Per Kolind

BIERSTED:Den lyserøde gummibold pingponger i adstadigt tempo mellem småbuttede børnehænder. Holdet fra Gjøl har bolden og nærmer sig på gummiklædte tåspidser Vadums mur af strakte arme og rottehaler, der med spændte runde øjne venter på den afslutning, som uden tvivl kommer. På et tidspunkt. Lokalbragene stod i kø, da Bierstedhallen lørdag eftermiddag lagde gulv og net til minihåndboldstævne for de yngste spillere. Se hvad jeg kan! I Vadums mål står Niklas, der efterhånden som Gjølboerne kommer nærere skærper koncentrationen og stiller sig an til at modtage målskuddet. Troen på egen formåen fejler absolut ingenting, da bolden i en ballonbue dumper mod halgulvet og netmaskerne. Med et vap vipper Niklas bolden ud af kurs. - Hvor er det flot, roser hans træner fra sidelinjen mens Niklas i sejrsrus svinger armene over hovedet, selvom far ikke har set super-redningen. 19 topbrag på ingen tid Ved siden af banen har medhjælpere og trænere stillet en forhindringsbane op for de børn, der venter på at få bolden i hænderne. I alt 100 spillere skal spille 19 kampe, og mens fire hold er beskæftiget på de to baner i hallen, tager de ventende håndboldspillere en tumletur over plinte og madrasser sammen med medbragte mindre søskende. Det er kun for sjov På den anden side af forhindringsbanen spiller de lidt ældre børn. 8-årige Magnus fra Aabybro er startet på det lokale håndboldhold for to måneder siden, men det lægger ingen hindringer. Selvtilliden har fået et tak op, efter han for første gang i sin håndboldkarriere har sendt en bold i maskerne. Fra sidelinien betragterde en flok entusiastiske fædre børnenes kamp og kom med opmuntrende tilråb og gode råd, mens børnene gjorde deres bedste for at ramme målet på trods af, at ingen talte pointene sammen. - Det går ikke ud på hvem, der vinder, men at børnene får spillet nogle kampe, fortalte formand for Biersted Idrætsforening, Anna Mitha Sørensen.