Biersted stoppede Aabybro

De blå fra Biersted pressede Aabybro i store dele af anden halvleg.

De blå fra Biersted pressede Aabybro i store dele af anden halvleg.

BIERSTED:Biersted vandt 2. pinsedags hjemmekamp mod Aabybro med 3-1 og tilføjede dermed Aabybro sæsonens første nederlag. Det var et ægte lokalbrag med spænding og dramatik til de flere hundrede tilskuere, der trodsede det halvkedelige pinsevejr. Kampen var lige sat i gang, da hjemmeholdets Martin Østergård blev fældet i feltet. Lars Elsberg scorede sikkert til 1-0 på straffesparket. Aabybro kom hurtigt over forskrækkelsen og arbejdede sig ind i kampen, men det var Biersted, der fik scoret det næste mål, da de fik et frispark lige udenfor feltet begået mod Søren Sørensen. Bjørn Sørensen satte det direkte frispark helt oppe i trekantsammenføjningen til 2-0. Derefter bølgede spillet frem og tilbage, dog med mest spil på midtbanen. Lige før pausen blev der begået et oplagt straffespark mod Biersteds Martin Østergård, men dommerens fløjte var tavs. Minuttet efter bliver Aabybros Christian Åbech spillet helt fri og han reducerer til pausestillingen 2-1. Hjemmeholdet startede bedst på 2. halvleg og havde flere nærgående forsøg. I det 15. minut får Aabybros Tomas Nielsen gult kort for en grov tackling og kort efter scorer Søren Selvejer til 3-1 efter målmanden havde halvklaret Lars Elsbergs skud. I resten af perioden i overtal følger flere chancer til Biersted. Først da der er 10 minutter tilbage af opgøret bliver Aabybro farlige, bl.a. har René Gade et skud der går lige forbi den ene opstander. Hjemmeholdet slutter kampen af med at stå med næsten alle mand i forsvaret, som bare sparke bolde ud af kommunen. Omvendt fører det forventede pres fra Aabybro ikke til nævneværdige målchancer og de formår kun at presse med sporadiske forsøg, og det hele løber ud i sandet. På baggrund af spil og chancer var det den helt rigtige vinder af kampen. Biersteds Lars Elsberg var kampens store oplevelse. Hans evne til at holde på bolden indtil medspillerne når med frem og ikke mindst evnen til at fordele boldene til medspillerne er på et højt niveau.