Dronninglund

Big Bandet trylle-bandt eleverne

Jazz i verdensklasse

Musikerne fra det velspillende DR Big Bandet samlet foran Dronninglund Gymnasium. Foto: Privat
Musikerne fra det velspillende DR Big Bandet samlet foran Dronninglund Gymnasium. Foto: Privat Privat

DRONNINGLUND: Det var jazz i verdensklasse, eleverne på Dronninglund Gymnasium kom til at opleve, da DR Big Bandet lagde vejen forbi og gav en fornem koncert. Det er ikke så nemt at definere, hvad bigband musik er, men når først de jazzede toner bølger ud over scenekanten, er man ikke i tvivl. Selv når det gælder en klassiker som ’Underlige aftendufte’, som rørende smukt bredte sig ud over fællesarealet og 400 elever på gymnasiet.

En af de jazzende musikere i bandet er Jakob Sørensen, der selv gik på gymnasiet og tog studentereksamen herfra i 2007.

- Det er en stor oplevelse af komme tilbage på mit gamle gymnasium. Det var jo en herlig tid, fortæller Jakob, der efter studentereksamen læste MGK i to år i Hjørring, herefter konservatoriet i Århus med trompet som hovedinstrument og undervisning i Berlin, hvor hans lærer var knyttet til bandet.

- Gennem min lærer kom jeg så ind i DR Big Bandet, fortæller Jakob, der i dag er fuldtidsansat i Søværnets Tamburkorps.

DR Big Bandet hed i en årrække Danmarks Radios Jazzorkester, men der er mere sving over DR Big Bandet, der under koncerten i Dronninglund bestod af 20 musikere fortrinsvis på blæserinstrumenter.

Under koncerten blev de enkelte numre introduceret med nogle pointer omkring bigband musik. For nok spiller musikerne sammen og er ét band, men musikken lever i høj grad på den enkelte musikers individualitet.

I den forbindelse brugte Peter Jensen fra bandet ordet ’friktion’, der er den energi, der opstår, når to flader skurer mod hinanden, og bigband musik opstår netop ved at musikerne med deres instrumenter og individuelle stil skaber friktion musikerne imellem og dermed den også ofte overraskende og anderledes dynamik i numrene.

- Super heldigt at vi kunne få DR Big Bandet omkring Dronninglund Gymnasium. Det er en del af elevernes dannelse at komme godt omkring også forskellige musikgenrer og herunder også jazzbigband-musik af højeste karat, fortæller rektor Lars Jørgensen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden