Big brother ser dig på havnen OVERVÅGNING: Ingen blinde vinkler på havnen

FREDERIKSHAVN:Frederikshavn Havn har øget overvågningen af havneområdet. Havnedirektør Preben Reinholt oplyser, at havnen i løbet af december har opsat nye og mere lysfølsomme overvågningskameraer. - Nu kan vi overskue hele havnen, uden blinde vinkler, siger han. Nyt er også, at overvågningen suppleres med automatisk lagring af alle optagelser. Den elektroniske lagerkapacitet har hidtil kun givet mulighed for at lagre overvågningskameraernes optagelser i meget begrænset omfang. Videoovervågning er et vigtigt element i havnens terrorsikring. Men Preben Reinholt pointerer, at overvågningen også er en gevinst for havnens brugere, fordi den er med til at sikre værdier, der oplagres på havnen. De er store. Eksempelvis er der ofte parkeret fabriksnye biler fra Sverige på havnen, og der står konstant løstrailere og venter på afskibning. Politiet har ved mindst et par lejligheder rettet henvendelse til havnen om udlevering af optagelser fra overvågningskameraerne efter hærværk. Men det var før den automatiske lagring af alle optagelser blev iværksat. Frederikshavn Havn er at betragte som privat område. Derfor må havnen gerne lave detailleret videoovervågning af området, selv om en dom i retten i Frederikshavn fornylig har fastslået, at det ikke er lovligt for en privat at opsætte et webkamera på Vesterø Havn på Læsø.

Forsiden