Big Fat Snake til Løkken-koncert

Programmet for den næste Løkken Koncert er nu helt på plads.

Anders Blichfeldt og Big Fat Snake er topnavn på Løkken Koncerten i år. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Anders Blichfeldt og Big Fat Snake er topnavn på Løkken Koncerten i år. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Sidste navn på plakaten bliver Big Fat Snake, der af mange betragtes som Danmarks bedste liveband. Før jul kunne Idrætsforeningen GVL, der står bag Løkken Koncerten, offentliggøre det meste af programmet for koncerten til sommer: Kim Larsen, Sanne Salomonsen, Rasmus Seebach og The Blue Van spiller i Løkken, og koncerten kulminerer altså med Anders Blichfeldt og Big Fat Snake. - Det bliver en god dag, mener Kim Bach fra GVL's koncertudvalg. Kim Larsen og The Blue Van udsender nye cd'er til foråret og Rasmus Seebach ligger stadig på førstepladsen med hitsinglen "Engel". Sanne Salomonsen var på plakaten for Løkken Koncerten i 2006, men det var dét år hun blev syg og måtte melde afbud. Hun blev med kort varsel erstattet af Suzi Quatro, men er tilbage i fin form og så populær som nogen sinde. Sanne Salomonsen har lige som Big Fat Snake optrådt i Løkken flere gange tidligere, og Kim Larsen er praktisk taget stamgæst til Løkken Koncert. Rasmus Seebach er derimod debutant i Løkken Koncert-sammenhæng. Billetsalget er forlængst startet. - Det er gået meget godt i december. Vi har ikke fået en endelig opgørelse endnu, men det ser da ud til, at der har ligget nogen billetter under juletræerne, siger Kim Bach. Koncerten holdes som traditionen byder på GVL's stadion i Løkken, og det bliver lørdag 10. juli. Billetterne sælges bl.a. via billetlugen.dk.