Bike Tech flytter til Hundelev

Esben Winther bygger nyt auto- og MC-værksted midt i byen, fordi beliggenheden er perfekt

Esben Winther glæder sig til at flytte ind i sit nye autoværksted, som bliver på 430 kvm. Efter planen står det færdigt omkring sommerferien. Foto: Bente Poder

Esben Winther glæder sig til at flytte ind i sit nye autoværksted, som bliver på 430 kvm. Efter planen står det færdigt omkring sommerferien. Foto: Bente Poder

- Jeg flytter nok Bike Tech til en mere central beliggenhed på et tidspunkt. Sådan formulerede Esben Winther sine fremtidsplaner for Bike Tech, der reparerer biler og motorcykler, for godt et år siden. Han etablerede virksomheden på Lønstrupvej som et fritidsjob i 2007, og siden har han haft travlt. Så travlt, at han i 2008 droppede fuldtidsjobbet som underviser på Autobranchens Udviklingscenter i Frederikshavn - nu skulle Bike Tech have fuld skrue. Mere centralt i Hundelev På Lønstrupvej har Esben Winther omkring 50 kvm til sin virksomhed, der er pakket med alskens måleudstyr til moderne biler og motorcykler - og han har længe vidst, at det ikke blev ved med at gå. - Jeg kan ikke udnytte mit udstyr optimalt, og skulle Bike Tech udvikles, måtte der ske noget, siger han. Derfor købte han en grund på 6500 kvm midt i Hundelev - ganske enkelt fordi han synes, at Hundelev ligger centralt. - Byen ligger ved hovedvejen mellem Løkken og Hjørring, hvor der kører mange mennesker hver dag. Og der er rigtig gode busforbindelser, når folk skal have bilen på værksted, siger Esben Winther, som netop satser på lokalområdet. - Stort set alle husstande har en bil eller to, så der skulle være gode muligheder, siger Esben Winther, som burde vide det - han er nemlig uddannet mekaniker hos Ydesen Auto, der ligger på hundrede meter syd for Hundelev. - Vi har stadig et godt forhold og låner værktøj af hinanden, hvis det kniber - også selv om vi nu bliver konkurrenter, siger Esben Winther. Skifter navn I sidste uge begyndte håndværkerne at grave ud til soklen til det nye værksted, og Esben Winther forventer at flytte ind omkring sommerferien. - Og så skifter virksomheden navn - fra Bike Tech til Auto og MC Teknik, siger Esben Winther. Navneskiftet er en konsekvens af, at han efterhånden reparerer lige så mange biler som motorcykler. Esben Winther har ingen planer om selv at flytte til Hundelev - boligen på Lønstrupvej er efter hans og fruens ønsker, og derfor bliver de foreløbig boende der. Et sejt træk At Esben Winther vælger at udvide og bygge nyt netop nu, hvor krisen kradser, er ikke tilfældigt. - Jeg har fulgt udviklingen nøje, og det er min vurdering, at det er perfekt at bygge lige nu, hvor håndværkerne generelt har for lidt at lave ... det bliver det i hvert fald ikke dyrere af. Og så er jeg etableret og klar til det opsving, som jo kommer på et eller andet tidspunkt, siger han. Finanskrisen har dog gjort, at han skulle argumentere særdeles godt overfor både bank og kreditforening, da han kom med sine planer. - Det skulle et grundigt forarbejde til, siger Esben Winther, som betragtede den lidt besværlige proces positivt. - Man bliver altid bedre af lidt modgang. Så tvinges man til at gennemarbejde sit projekt, siger han. Foreløbig er Esben Winther alene i sin virksomhed, men han forventer at skulle ansætte mindst en, når han flytter til Hundelev.