Tyverier

Bil brændte og lejlighed blev ribbet

28-årig mand fra Mariager har mistet både sin bil og haft indbrud.

Det var en særdeles uheldig nat for en 28-årig mand fra Mariager. Han blev kontaktet af politiet kort før midnat natten til lørdag, fordi en patrulje havde fundet hans bil i brand i en grusgrav ved Mariager. Manden befandt sig hos sin mor, men kørte straks hjem til sin lejlighed i Teglgade i Mariager, hvor han kunne konstatere, at der har været indbrud. Tyven havde fundet bilnøglerne og snuppet bilen, og desuden er der stjålet en fladskærm, en bærbar computer samt en Playstation 2 og Playstation 3. Tyven er kommet ind ved at liste et vindue af ind til toilettet.