Bil rammer bjergside på norsk fjeldtop - fem er dræbt

Dette er en meget alvorlig ulykke, siger politiet i Sydnorge. Dødstal opjusteres fra fire til fem.

Ritzau
Politi, ambulancer og brandvæsen på stedet nær Gaustatoppen i Telermark, hvor den voldsomme ulykke skete. Foto: Rjukan Arbeiderblad/Ritzau Scanpix
Ulykker 2. september 2018 17:55 - Opdateret 2. september 2018 18:22

Fem personer har søndag eftermiddag mistet livet, da deres bil kørte ind i en fjeldvæg ved Rjukan i Telemark i det sydlige Norge.

Det oplyser politiet, der opjusterer dødstallet fra fire til fem. En helikopter var kort forinden på vej med en kvæstet person til Oslo.

- Personen, som blev fløjet til Ullevål sygehus efter ulykken, er desværre død som følge af sine skader, oplyser politiets operationsleder Rune Hunshamar.

- Alle fem, som var i bilen, da ulykken skete, er bekræftet omkommet, tilføjer han.

Ulykken skete på et sted, hvor vejen passerer den knap 1900 meter høje bjergtop Gaustatoppen.

Politiet ved foreløbig kun lidt om, hvad der skete på fjeldet og har efterlyst flere vidner til ulykken.

Al trafik hen over Gaustatoppen er blevet indstillet.

- Dette er en meget alvorlig ulykke, og vejen vil være lukket i meget lang tid, siger Hunshamar.

Vejen op og ned af Gaustatoppen er præget af mange sving. Det er det højeste punkt på en syv kilometer lang bjergryg og er et meget søgt mål for turister.

/ritzau/NTB

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...