Redningsvæsen

Bil totalt udbrændt ved Lindenborg Å

Frivillig brandmand kunne alligevel genkende den som en Audi A8 fra 1996.

Brandfolk fra Terndrup blev mandag aften klokken 20 kaldt ud til en brand i en personbil efterladt på parkeringspladsen langs Aalborgvej ved Lindenborg Å. Ifølge indsatsleder Gert Jensen var der tale om en tyvstjålet Audi påmonteret stjålne nummerplader. Bilen var ved brandfolkenes ankomst tæt på at være totalt udbrændt, men alligevel var en af de frivillige brandfolk fra Terndrup med specialviden i biltyper i stand til at fortælle en politipatrulje fra Hobro, at der helt præcist var tale om en Audi A8 fra 1996.