Bilbao har vist den rette vej

Forleden fik vi i Aalborg Kommune vedtaget et budget.

Det er der ikke noget usædvanligt i. Vi fik for tredje år i træk vedtaget et budget, som blev bakket op af et meget bredt flertal. Det er der måske heller ikke noget usædvanlig i. Det specielle – og meget glædelige – er imidlertid, at vi i Nordjyllands regionshovedstad har fået skabt et godt og solidt økonomisk fundament og udgangspunkt for den udvikling, som er så nødvendig for, at vi i landsdelen og regionen kan få genskabt glæden og optimismen. Lad os for et øjeblik vende blikket mod syd og skrue tiden ca. 10 år tilbage. I den nordlige del af Spanien ligger byen Bilbao. En by som på mange måder kan sammenlignes med Aalborg. Godt nok har Bilbao cirka en million indbyggere, en gennemsnitstemperatur i september på 20 grader og byen har i løbet af de sidste 10 år været begunstiget af en ordning, som har sikret dem retten til at bruge alle de inddrevne skattekroner til investeringer i byen – ikke lige en situation, vi kender til i vores region, men en ordning som måske kunne danne inspiration her i landet I begyndelsen af 90"erne var Bilbao en by i dyb industriel krise. Floden, der løb gennem byen, var på begge sider mættet med tung industri, arbejdsløsheden var på 25 procent og pessimismen gennemsyrede byen. Nogle visionære politikere satte sig for at transformere byen. Og det er lykkes! Udelukkende ved hjælp af offentlige midler, men med stor opbakning fra det private erhvervsliv er det over en 10-årig periode lykkedes at få skabt en særdeles attraktiv havnefront, byen er i dag kendetegnet ved et antal attraktive turistmagneter (blandt andet Guggenheim Bilbao Museet, Kongres- og Musikhuset Euskalduna – netop kåret som verdens bedste kongrescenter og en supermoderne metro, der indtil videre har kostet 4,5 milliarder kroner) og arbejdsløsheden er nu nede på 9 procent. Besøger man Bilbao i dag vil man opleve en ualmindelig smuk, moderne, spændende og optimistisk by, som er gennemsyret af en positiv holdning til de mange mennesker, der dagligt er med til at generere omsætning – nemlig de mange turister. Og så vender vi tilbage til Aalborg. På mange måder kan vi sammenligne os med Bilbao. Og det tankesæt, der ligger bag transformationen af den nordspanske by, stemmer meget godt overens med den filosofi, jeg har for udviklingen af den nordjyske regionshovedstad. Vi har i dag et meget højt serviceniveau og vi må aldrig gå på kompromis i forhold til vore kerneydelser. Men – vil vi opretholde det høje niveau også om 10 år, så er vi nødt til at foretage nogle investeringer NU. Og vi er jo allerede i gang. Tænk bare på Musikkens Hus, udviklingen af havnefronten og den seneste beslutning om at bygge skøjtehal ved Gigantium. Men, det er ikke nok. Vi skal også i de kommende år lave endnu flere investeringer og overskrifterne skal være: Oplevelse, kultur og turisme. Et ufravigeligt krav er også, at vi hele tiden tænker i international markedsføring af vores by. Men, det er selvfølgelig vigtigt, at byen har så meget at byde på, at den kan sælge sig selv. Måske skulle vi i denne sammenhæng skele lidt til de eksisterende institutioner, som faktisk har rigtig meget at byde på. Hvordan mon navnet Nordjyllands Kunstmuseum lyder ude i verden? Mon ikke Alvar Alto Aalborg Museum vil sælge bedre? Henning G. Jensen (S) er borgmester Aalborg hgj@aalborg.dk

Forsiden