Udland

Bilbombe dræber mindst to i Libanon

Flere er døde under uroligheder de seneste dage i Libanon. Nyt angreb koster mindst to personer livet.

En bilbombe har søndag aften i Libanon kostet mindst to mennesker livet i et Hizbollah-kontrolleret område nær den syriske grænse i Bekaa-dalen.

Det siger en sikkerhedskilde ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Et angreb fra en bilbombe har ramt byen Nabi Osmane, dræbt to og såret syv andre, siger kilden.

Dermed er flere end 10 personer blevet dræbt i Libanon under uroligheder de seneste 72 timer.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at mindst tre personer er døde, efter at en selvmordsbomber detonerede en bombe på en benzinstation i landsbyen, der er en bastion for Hizbollah-bevægelsen.

I løbet af det seneste år er Nabi Osmane blevet ramt af flere lignende angreb.

Hizbollah støtter det syriske regime og præsident Bashar al-Assad i borgerkrigen mod oprørerne i nabolandet.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.