Bagdad

Bilbombe dræber otte i Bagdad

BAGDAD:Mindst otte personer blev torsdag dræbt af en eksplosion uden for Jordans ambassade i Iraks hovedstad, Bagdad, fortæller en amerikansk officer på stedet ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters. Det franske nyhedsbureau AFP citerer en politimand for, at mindst ni personer blev dræbt af en bilbombe ved ambassaden. En redningsarbejder fortæller, at omkring 20 personer efterfølgende er bragt til et hospital. Styrker fra USA afspærrede området og placerede kampvogne i området. Efter eksplosionen stormede dusinvis af rasende irakere Jordans ambassade, rev det jordanske flag i stykker og brændte billeder af kong Abdullah og dennes far, kong Hussein. Mængden udtrykte deres mishag med jordanere og Jordan med råbet "Vi ønsker at dræbe dem alle", rapporterer en journalist fra AFP. Den dræbende eksplosion ved den jordanske ambassade i Bagdad kommer, efter at Jordan for nyligt meddelte, at landet har givet asyl til den styrtede leder Saddam Husseins døtre Raghd og Rana og deres børn. Støtter af Saddam betragter Jordan som USA's allierede og føler sig forrådt på grund af manglen på støtte under den amerikansk-støttede invasion af Irak. /ritzau/Reuters