Bilbombe dræber over 80 mennesker i Najaf

NAJAF:Med et blodigt bombeattentat i den shiamuslimske hellige by Najaf i Irak blev situationen i det i forvejen kaotiske land i eftermiddag endnu mere uoverskuelig. Over 80 mennesker blev meldt dræbt ved eksplosionen, og blandt de dræbte er Ayatollah Mohammad Baqer al-Hakim, leder af den store shiitiske gruppe Den Øverste Forsamling for Islamisk Revolution i Irak (SCIRI), rapporterede arabiske tv-stationer. Hospitaler i Najaf sagde, at de havde 82 døde fra bomben og 229 sårede. Tilstanden for 100 af de sårede blev rapporteret som alvorlig. Abdul Aziz, der er bror til al-Hakim, bekræftede over for en libanesisk tv-station, at SCIRI-lederen blev dræbt sammen med flere livvagter. Al-Hakims gruppe samarbejdede med den amerikansk-ledede administration i Irak, hvilket en række andre shiagrupper har kritiseret højlydt. Det var en bilbombe, der kostede de mange mennesker livet. Den eksploderede, netop som fredagsbønnen i moskeen ved shiamuslimernes helligste sted, Alis grav i Najaf, var slut. /ritzau/AFP