Bilbombe i Somalias hovedstad dræber mindst otte

Nær præsidentens bolig er en bilbombe eksploderet i Somalia. Otte er døde, og syv er blevet såret.

Sikkerhedsbetjente patruljerer lørdag i Mogadishu, hvor en bilbombe er eksploderet.

Sikkerhedsbetjente patruljerer lørdag i Mogadishu, hvor en bilbombe er eksploderet.

MOGADISHU:Mindst otte mennesker har mistet livet, efter at en bilbombe lørdag er eksploderet i Somalias hovedstad, Mogadishu.

Det oplyser politi i det østafrikanske land ifølge nyhedsbureauet AFP.

Bilbomben er eksploderet ved et gadekryds nær præsidentens bolig.

- Vi har bekræftet, at otte mennesker, hvoraf de fleste er civile, er døde. Syv andre er blevet såret i en bilbombeeksplosion, siger distriktspolitichef Mucawiye Ahmed Mudeyved ved et pressemøde.

Et øjenvidne har beskrevet ødelæggelserne efter bomben over for nyhedsbureauet Reuters.

Vedkommende har set syv ødelagte biler og tre ødelagte rickshaws. Der skulle være store mængder blod ved gadekrydset.

Gruppen al-Shabaab har påtaget sig skylden for angrebet. Det skriver AFP.

Al-Shabaab er allieret med al-Qaeda og ønsker at overtage regeringsmagten og indføre islamisk lovgivning i Somalia.

Somalia har i årtier kæmpet med borgerkrig, utilstrækkelige myndighedsstrukturer og udbredt fattigdom.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden