Bildrømme for entusiaster i alle aldre

HJØRRING:Gyda Vinther og Tommy Albrektsen fra Sindal stod og kiggede på en Fiat Punto med to-årige Tobias i en klapvogn ved siden af, da Hjørrings bilforhandlere havde bilgala i Østergade i går. Jagten var gået ind på en større bil, der ikke kun skulle kunne rumme Tobias’ klapvogn. Inden længe skal der findes plads til en lillebror eller lillesøster. - Det er nok nemmere at slæbe mig med ud og kigge på bil, når alle bilmærkerne er samlet ét sted. Så er vi fri for at skulle køre rundt til alle forhandlerne, indrømmede Gyda Vinther. Familien kører Hyundai, men det koster jo ikke noget at kigge andre mærker efter i sømmene. At alle de nye biler stod med indbydende vidtåbne døre. En klar fristelse for bilinteresserede knægte. Ni-årige Emil Bang Mølleberg kravlede bag rattet med en brækket arm i gips, men han forsikrede, at han skam ikke kørte som en brækket arm. -Jeg har prøvet at styre selv til markræs på privat grund, lød det fra den unge entusiast. En af fordelene ved en bilgala er den ekstra lange gågade denne lørdag, hvor man har lov til at gå og ose. Michael Larsen og René Nielsen læser begge til Maskinmester i Frederikshavn. Der er ikke meget bilkøb i tankerne, når man er på Statens Uddannelsesstøtte (S.U. ) Forkortelsen står i dag nærmere for Se, Uden at købe. Men det er i orden. Drømme er gratis. - Drømmebilerne stod hos Mercedes. Men økonomien er ikke til det, siger René Nielsen med et grin. Forhandlerne sælger måske ikke så mange biler, men de får vist flaget blandt deres potentielle kunder. - Det er vigtigt, at vi viser, at bilforhandlerne står sammen i byen, siger direktør Heine Jensen fra VW. Skodaforhandler Kaj Hansen har udstillet sin flot restaurerede Morris 8 cabriolet. Vetranbilerne og de splinternye Skodaer trækker folk til Medejer Uffe Dalsgaard er glad for bilgalaen, som han håber vender tilbage næste år.