Bilfrie igen?

SØNDAGE:De rige har mange glæder, de fattige har mange børn. Begge dele er uheldige for klimaets skyld, mener forskningsprofessor Jørgen Olesen (11.1.): "Vi må besinde os nu, både i nord og i syd. Eller belave os på kaos, på krig, på menneskelig tragedie." Hvis det er rigtigt, er det forkert at stimulere til et øget forbrug, som vi nu skal øve os på ved hjælp af bankpakker, vækstpakker, og hvad ved jeg. Det er blot ikke trængt helt ind i maskinrummet. Statsministerfruen, Anne Mette Rasmussen, mener således, at folk er gået psykologisk helt amok, tør pludselig ikke bruge penge. Vor tids dommedagsprædikanter er ikke vilde med dans, forbrug, tant og fjas, men med klimaet. De har set skriften på væggen. Men ingen gider høre på dem. Derfor går det ikke vores klode, som er ramt, bedre end det gik "Titanic". Vi har hørt det tit, at ulvene kommer, men ænser det ikke. Nu får vi imidlertid chancen på Klimatopmødet, i slutningen af året, i København. Vi kan slå fast med syvtommersøm, for hele verdens befolkning, hvad det her handler om og foreslå x-antal bilfrie søndage, hvert år, for klimaets skyld.