Bilist anholdt - uheld efterlyses

Trafikulykker 1. december 2002 07:00

FERSLEV: Det er den omvendte verden. Politiet anholdt lørdag morgen en bilist, som var kørt galt, men man aner ikke, hvor uheldet skete. Trods en længere køretur rundt i området ved Ferslev, lykkedes det ikke i går den unge mand at komme i tanker om, hvor han var rullet rundt med sin bil. Det hele startede ved 6.30-tiden, da beboere i landsbyen Ferslev blev vækket af en rædsom larm. En stærkt ramponeret bil kørte frem og tilbage i byen, og det vakte straks de lokales nysgerrighed. Politiet fik et praj, og det lykkedes at få stoppet bilisten - en 32-årig mand fra Hadsund-kanten - som absolut ikke virkede helt fri for promiller. Køretøjet havde store skader - flere ruder var gået i stykker, udstødningen manglede og på det ene hjul var dækket helt væk og fælgen slidt helt ned. Efter at have sundet sig lidt og fået udtaget blod til en promilleprøve, kørte politiet en tur i området med bilisten. Han kunne dog intet som helst huske, og havde ingen anelse om, hvor bilen var væltet rundt. - Men den må være landet på alle fire hjul. Vi ved bare ikke hvor, og derfor vil vi gerne høre fra folk, hvis de opdager glasskår og andre dele fra en forulykket bil, siger vagthavende K.E. Selgen fra Aalborg Politi. Bilisten har i forbindelse med vælteturen også mistet sin mobiltelefon, og politiet har overvejet at ringe på nummeret. Det kunne jo være, at forbipasserende hørte den. - Men det er nok noget tvivlsomt, hvis den ligger i et krat eller en grøft, lyder det fra vagthavende.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...