Trafikulykker

Bilist bragede ind i Hobro Sygehus

Vanvidskørsel fra landsbyen Oue og op gennem Hobros gader sluttede søndag eftermiddag i forhallen til Sygehus Himmerland.

Det er stadigvæk et mysterium, hvad der søndag eftermiddag fik en 38-årig mand fra Nørresundby til at køre vanvidskørsel i Hobro. Foto: Lars Pauli.

Det er stadigvæk et mysterium, hvad der søndag eftermiddag fik en 38-årig mand fra Nørresundby til at køre vanvidskørsel i Hobro. Foto: Lars Pauli.

Mirakuløst kom ingen mennesker til skader. Den 38-årige, psykisk uligevægtige, mand fra Nørresundby torpederede på sin køretur tre parkerede biler og smadrede ind i en krukke i midlerrabatten ud for Stark på Brogade, inden hans grønne Mazda Spring på fladt baghjul halsede ad Randersvej, rundt ad Stolbjergvej og til sidst bragede gennem sygehusets dobbeltlukkede indgangsdør. Bag den splintrede glasdør væltede bilen en trævæg - og stoppede. Kort før besøgstid Heldigvis befandt ingen mennesker sig i forhallen på det tidspunkt - et kvarter før besøgstids start. Den 38-årige chauffør fra Nørresundby sprang ud af bilen, råbte "hjælp, hjælp, hjælp" og løb derefter forvildet ned gennem sygehusets kældergange, hvor han snart blev pågrebet af tililende. - Bare et minut før påkørslen stod mine kone, mine to børn og jeg ude ved slikautomaten i forhallen, fortæller Kim Skadkjær Pedersen fra Skanderborg, som ville besøge sin mor. - Ingen af os så noget, fordi vi var på vej ovenpå. Men vi hørte braget og råbet om hjælp. Da vi kom ned ad trappen, så vi bilen og de knust glasskår, mens manden løb ned ad gangen, fortæller Kim Skadkjær Pedersen. Bilist indlagt Den 38-årige led ikke nævneværdig fysisk overlast. Han blev indlagt på psykiatrisk afdeling på Aalborg Sygehus. - Manden forholdt sig stille og rolig, da betjentene stod med ham. Men forinden havde han råbt både "Jesus", "far" og "mor", fortæller Kenneth Pedersen, Hobro, der overværede den sidste del af dramaet. Umiddelbart forinden var sygehusportør Tonny Postgård gået et ærinde på Medicinsk Afdeling. - Personale fra Intensiv Afdeling kaldte mig over radioen og sagde, at den var helt gal. Noget lignende som det syn, der mødte mig, har jeg ikke oplevet i mine 29 år som portør, Hvor var der dog godt, at ingen kom til skade, siger Tonny Postgård. - Personalet, som kom til, virkede temmelig chokeret, men det hele var også ganske kaotisk, supplerer Henrik Hougaard, der er teknisk chef på sygehuset. Uventet gæst Både han og Tonny Postgård stod endnu et par timer efter dramaet og hjalp to Falckfolk med at bugsere den frontalt skadede Mazda væk fra sygehus-foyeren. - Det sker heldigvis ikke så tit, at man oplever noget lignende, siger Falckredder Jørgen Madsen. - Man kommer jo til at tænke på tv-reklamen om de uventede gæster - og om hvad du vil gøre, bemærker falckrederen ved det surrealistiske syn af en smadret Mazda i en sygehusforhal. - Den slags forestiller man sig jo ikke - selv i sin vildest fantasi, siger en synligt rystet sygehusdirektør Christen Lyhne ved ankomsten til sygehuset. Den 38-årige bilist har ikke rørt så meget som en dråbe spiritus som optakt til sin vanvidskørsel. Om det samme er tilfælde med medicin, vil en klinisk test vise.