Nordjylland

Bilist fik bilen konfiskeret

Fem spritbilister stoppet onsdag - og én, der kørte uden kørekort og måtte sige farvel til bilen

Arkivfoto

Arkivfoto

NORDJYLLAND:Man skal lade bilen stå, hvis man ikke har kørekort - eller er påvirket af ting, man ikke må være påvirket af. Men den lektie har svære kår nogen steder, og hele seks gange i løbet af onsdag eftermiddag og aften kunne Nordjyllands Politi stoppe bilister, der ikke havde lært den.

I Gedsted måtte en bilist sige farvel til sin bil på den konto, for da han blev stoppet, kunne betjentene konstatere, at han var frakendt kørekortet - og at det langt fra var første gang, at han forbrød sig mod loven på den måde. Så bilen blev konfiskeret.

Derudover blev der stoppet fem bilister, der kørte bil i påvirket tilstand - enten fordi de havde drukket for meget, eller fordi de havde indtaget euforiserende stoffer.

En mand, der blev stoppet på Ryesgade i Aalborg, tilhørte den sidstnævnte kategori, idet en narkometertest slog ud - udover sigtelsen for færdselsloven fandt politiet også otte gram skunk, der blev konfiskeret. På Hirtshalsmotorvejen natten til torsdag kørte der også en narkopåvirket bilist i fælden, idet narkometeret slog ud på både hash og kokain. Også her var den sidegevinst i form af 11,54 gram hash, der blev konfiskeret. På Mellemmøllevej i Tingskoven i Fjerritslev blev der anholdt en bilist, der viste både at være fuld og narkopåvirket. Manden var involveret i et færdselsuheld, idet han påkørte en modkørende bilist. Begge parter slap dog fra uheldet uden større kvæstelser.

De fulde bilister blev stoppet på Daniavej i Mariager, hvor en mand blæste alkometeret et godt stykke op over de tilladte 0,5 promille - og på Mylius Erichsens Vej i Aalborg, hvor politiet fik en anmeldelse fra en bilist, der kørte bag en bil, der ikke just kørte betryggende. Han parkerede bilen ved et værtshus, hvor politiet fandt ham, temmelig beruset.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.