Trafikulykker

Bilist glemte at dreje i tide

DALL:En 20-årig bilist slap heldigt fra et solouheld tidligt lørdag morgen på motorvejen ved Dall. Selv om bilen ramte autoværnet og slog en kolbøtte, fik den unge mand kun et par skrammer. Uheldet skete i det nordgående spor ved Dall ud for kirken. På det sted kurver motorvejen let til højre, og det havde bilisten tilsyneladende ikke været tilstrækkelig opmærksom på. I hvert fald kørte han lige ud og ramlede ind i midterautoværnet. I første omgang troede politiet, at bilen var kørt galt på vej sydpå og var væltet hen over midten og landet i det nordgående spor. Men skaderne på autoværnet viste, at føreren havde haft kurs nordpå. - Havde han blot ramt autoværnet nogle få meter længere henne, havde det været en frontalkollision. Nu slap han heldigt og ramte det kun med siden af bilen, bemærker vagthavende hos Aalborg Politi. Hvorfor den 20-årige bilist fra Nørager-området ikke opdagede kurven, havde politiet i går ingen nærmere oplysninger om.