Bilist kørte i havnen: Dykkere finder 20-årig mand død

Kort før midnat kørte en personbil i havnebassinet i Hou Havn. Årsagen til ulykken kendes endnu ikke.

En 20-årig mand fra Horsens er død, efter at han fredag aften i sin bil kørte i havnebassinet i Hou Havn. Det oplyser Østjyllands Politi.

Årsagen til ulykken kendes endnu ikke.

Redningsmandskab med dykkere blev sammen med politiet sendt til den lille kystby, der ligger cirka 30 kilometer syd for Aarhus. Politiet modtog anmeldelsen lige efter klokken 23.

- Da bilen blev bjærget, konstateredes det, at bilens ejer sad bag rattet og var afgået ved døden, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Manden var alene i bilen. Hans pårørende er underrettet.

En bilinspektør skal nu undersøge køretøjet, og det vil formentlig kunne klarlægge årsagen, skriver politiet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.