Redningsvæsen

Bilist kørte ind i hus og lygtepæl

RØRBÆK:Beredskabet i Rebild Kommune måtte torsdag eftermiddag kl. 15.30 haste ud til et færdselsuheld på Ågade 20 i Rørbæk, hvor der i første omgang var melding om, at bilisten sad fastklemt. - Det gjorde hun nu heldigvis ikke. Sædet kunne lægges ned, så vi kunne få hende ud på et spineboard. Hun fik en kraftig bule i hovedet, men hun var ved bevidsthed hele tiden, fortæller indsatsleder Gert Jensen fra Rebild Kommune. Den yngre kvindelige bilist fra Randers havde mistet herredømmet over bilen i et blødt højresving og var med cirka 50 kilometer i timen fortsat direkte ind i en lygtepæl og videre ind i hjørnet af huset på Ågade 20. En modkørende mandlig bilist nåede at bremse op og undgå at blive involveret. Falck i Hobro og Aars bidrog tilsammen med en ambulance, en brandbil og en frigørelsesbil. Kvinden blev kørt til Hobro Sygehus til behandling, mens en elektriker tog strømmen fra lygtepælen, og politiet fik opgaven at underrette husets ejer, som ikke var hjemme, da uheldet skete.