Havne

Bilist: P-chikane på havnen

Afgift på 510 kroner for at holde uden for båsen om på hverdagsaften

MIDTBYEN:- Det lugter af kassetænkning. Ordene kommer fra en oprørt Per Kolind, Gistrup, som er stærkt fortørnet over de kommunale p-vagter. Han mener at de udfører deres job alt for emsigt. Onsdag aften fik han en regning på 510 kroner, fordi han holdt ulovligt parkeret på havnen i Aalborg. Det erkender Per Kolind blankt, men han er vred over, at p-vagterne render rundt i aftenens mulm og mørke og deler regninger ud på steder, hvor der er fred og ingen fare. Oven i købet på en hverdagsaften, hvor alle forretninger er lukket. Dyr pizza - Jeg forstår godt, at det er nødvendigt med parkeringskontrol om dagen, når der er meget trafik og midtbyen er er proppet. For eksempel en lørdag, hvor der er mange mennesker hos Rosdahl. Men det stiller sig anderledes på en almindelig hverdagsaften, siger Per Kolind. Han og sønnen var taget ind til byen for at hente en pizza, og da der ikke var ledige båse på havnefronten, parkerede han kl 20.45 bilen helt ud til kajkanten mellem Seaport Funcenter og Limfjordterminalen. I øvrigt som blot én i rækken af flere biler. Far og søn var væk fra bilen i mindre end en time, og Per Kolind hæfter sig ved, at de parkerede vogne ved kajkanten ikke holdt i vejen for de øvrige biler. Desuden var tidsbegrænsningen på en halv time ophørt allerede klokken 18. - Jeg har overset zoneskiltet og parkeret uden for båsene. Jeg skal også nok betale, men det nærmer sig efter min mening ren chikane, når der er parkeringskontrol på det tidspunkt af aftenen, hvor tidsbegrænsningen for længst er ophørt. Efterhånden er det blevet temmelig besværligt at komme til at parkere sin bil i Aalborg, og det er ødelæggende for byen, mener Per Kolind. Kontrol døgnet rundt Chefen for Parkeringskontrol Nord, beredskabschef Jørgen Pedersen, afviser, at vagterne er ude på at chikanere bilisterne. - Vi er hyret af kommunen til at udføre parkeringskontrol på bestemte områder, og det gør vi. Der står ingen steder skrevet, at parkeringskontrollen indskrænker sig til bestemte tidspunkter af døgnet. Den foregår alle årets 365 dage og i princippet hele døgnet rundt, siger Jørgen Pedersen. Med hensyn til det rimelige i parkeringskontrol ved 21-tiden på et havneareal, hvor der er god plads, henviser han til teknisk forvaltning i Aalborg Kommune. - Det er forvaltningen, der bestemmer, hvor der skal kontrolleres, og hvis nogen er utilfreds med, at der kontrolleres på det sted, må de henvende sig til teknisk forvaltning. Vi udfører bare kontrolopgaven, siger chefen for Parkeringskontrol Nord. Savner begrundelse Men Per Kolind efterlyser dog fortsat en forklaring på nødvendigheden i en nidkær kontrol. - Byen skal jo kunne fungere, og det er simpelt hen for langt ude, når man render rundt på havnen om aftenen for at fange folk, der holder uden for båsene. Man kunne jo også vælge at vende det blinde øje til, bemærker Kolind. Han er i øvrigt ikke den eneste, som har fået en hilsen i forruden. Da han i går var forbi det sted på havnenkajen, hvor han holdt ulovligt parkeret, fandt han et girokort på vejen. Tilsyneladende smidt af en anden bilist i frustration over at skulle af med 510 kroner.