Bilist påkørte 17-årig dreng på mørk landevej

Nær Givskudlund ved Give ramte bil en 17-årig, som var ved at reparere en knallert.

VEJLE:En lægehelikopter måtte fredag aften flyve en 17-årig svært kvæstet dreng til Odense Universitetshospital efter en ulykke nær Givskudlund ved Give.

Drengen havde sammen med en jævnaldrende kammerat været i gang med at reparere en knallert i vejkanten på Vejlevej.

Drengene befandt sig på hver sin side af knallerten, men på den mørklagte strækning påkørte en bilist den ene cirka klokken 21.45, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Den 17-årige meldes lørdag formiddag uden for livsfare, og hans tilstand er stabil.

- Det er en tragisk ulykke, siger vagtchef Jørn Bystrup fra Sydøstjyllands Politi.

På strækningen må bilister kørte 80 kilometer i timen, oplyser han.

De nærmere omstændigheder undersøges af en bilinspektør. Politiet rekvirerer bilinspektør i de alvorlige ulykker.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.