Trafikulykker

Bilist påkørte barnevogn og stak af

KØBENHAVN:En mand på cirka 25 år meldte sig tirsdag eftermiddag til politiet i København, efter at han havde påkørt en barnevogn inde på fortovet på Ågade, oplyser TV2 Lorry. Moren og hendes to børn slap med mindre knubs og blev senere udskrevet fra hospitalet, oplyser politiet til Ritzau. Efterforskningen var tirsdag ved 19-tiden ikke så langt fremme, at politiet kunne oplyse præcis hvilken sigtelse, der vil blive rejst i sagen. Nogle vidner skal have forklaret politiet, at bilisten tilsyneladende kørte om kap med en anden bil forud for påkørslen. Han mistede herredømmet over bilen, ramte et skilt og fortsatte op på fortovet. I første omgang flygtede han fra stedet uden at hjælpe moren og hendes to børn./ritzau/