Bilist påkørte signalanlæg ved jernbane: Stak af i Audi Q7

Omfattende skader på signalanlæg ved jernbaneoverskæring i nær Strandby ved Frederikshavn

Jens Hukiær
Et signalanlæg på Nørtvedvej lidt nord for Strandby har alvorlige skader efter en påkørsel fra en bilist, der stak af fra stedet. Arkivfoto
Trafikuheld 7. september 2018 09:39 - Opdateret 8. september 2018 09:51

STRANDBY: En flugtbilist, der fredag morgen stak af efter at have påkørt et signalanlæg ved jernbaneoverskæringen på Nørtvedvej lidt nord for Strandby, er nu fundet.

Det oplyser vagtchef Michael Elkjær, Nordjyllands Politi.

- Vi fik anmeldelsen klokken 08.48, men har fået at vide fra Nordjyske Jernbaner, at påkørslen skete klokken 07.38, forklarer vagtchefen.

Han oplyser, at flugtbilisten stak af i sin Audi Q7, som blev set køre fra stedet lige omkring uheldstidspunktet, og hvis nummerplader begyndte med bogstaverne CB.

- Vore kolleger, der blev sendt til uheldsstedet, kørte lidt rundt i området og via lidt efterforskning på stedet fandt de frem til manden, fortæller vagtchefen.

Der er tale om en 39-årig mand fra Fårup nord for Randers.

- Han er blevet afhørt på stedet, og så sammenholder vi hans forklaring med de spor og skader, der var på uheldsstedet deroppe, før vi afgør hvad der videre skal ske i sagen, forklarer Michael Elkjær.

Ifølge vagtchefen har Nordjyske Jernbaner oplyst, at påkørslen af signalanlægget og bommene på Nørtvedvej ikke får betydning for togdriften på strækningen mellem Frederikshavn og Skagen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...