Frederikshavn

Bilist reddet op af kajmand

FREDERIKSHAVN:Der var i nogle angstfyldte minutter frygt for, at der var indespærrede passagerer i en bil, som i går eftermiddag kørte i havnen i Frederikshavn. Et fransk ægtepar på vej til Sverige var øjenvidner til dramaet. - Vi var lige ankommet og cirkulerede rundt for at finde billetsalget, da vi så bilen køre gennem afspærringen på Stena Lines færgeklap, fortæller ægteparret. Der lå ingen færge i færgelejet. - Manden i bilen kom selv ud, efter bilen var kørt i vandet, og vi så to mænd løbe hen til kajen og begynde at klæde sig af, inden de sprang i vandet, Den første i vandet var kajmand John Jørgensen. - Jeg var gået ind i kajfolkenes vagtstue for at lave kaffe til næste vagthold, da der lød et brag, fortæller han. - Straks efter hørte jeg en stemme kalde over radioen, at en bil var kørt i havnen ved broklappen. Jeg løb derhen. Jeg kunne se bobler i vandet og smed radioen og hvad jeg ellers havde på mig og hoppede i. Manden kom selv op til overfladen. Han lå på maven, så jeg fik ham vendt og spurgte, om der var andre i bilen. Det sagde han, der ikke var. Derefter fik jeg ham ind til kajen, hvor der er en trappe. Da Falcks dykkere havde undersøgt bilen uden at finde mennesker i den, blev alarmen afblæst. Bilens fører, en yngre dansk mand, kom på sygehuset, men slap ifølge politiet fra turen i havnen med overfladiske kvæstelser.