Hestesport

Bilist skræmte 14-årige ryttere fra vid og sans

Fradømt kørekortet efter farlig jagt på to piger

AALBORG:En farlig biljagt på to 14-årige ridepiger kostede tirsdag en 33-årig mand fra Vestbjerg et års ubetinget frakendelse af førerretten. Retten i Aalborg idømte ham også 14 dages betinget fængsel og en bøde på 2000 kroner. Manden erkendte, at han om eftermiddagen 25. maj forfulgte pigerne i sin bil, da de kom ridende på en grusvej i Hammer Bakker. Han var rasende, idet han netop havde været med til at betale for ny belægning på grusvejen, hvor ridning er forbudt. I første omgang kom manden kørende imod de to ryttere, som han forsøgte at standse ved at åbne bildøren. Men pigerne red forbi døren og fortsatte hen ad stien. Derefter blev det for alvor farligt: Bilisten begyndte at bakke efter pigerne og hestene, som i galop flygtede væk fra ham - men manden bakkede så hurtigt, at han over en strækning på op imod 100 meter var lige i hælene på dem. Set af vidner Ifølge pigerne var hastigheden omkring 30 km/t og afstanden mellem bilen og den bageste hest kun cirka halvanden meter. I retten forklarede pigerne også, at de var meget bange under flugten, den ene endda så bange, at hun græd. Også to vidner, som tilfældigt kom forbi og overværede den usædvanlige hestejagt, afgav forklaring i retten. De berettede, at jagten så utroligt farlig ud, og de bekræftede pigernes skøn over hastighed og afstand. Det ene vidne, en modkørende bilist, kunne desuden berette, at han måtte helt ud i vejkanten for at undgå at blive løbet ned/påkørt. Som nævnt erkendte den tiltalte, at han havde forfulgt pigerne, dog mente han ikke, at sagen var helt så graverende, som rytterne og vidnerne beskrev den. Den 33-årige nævnte således, at han ikke havde været helt tæt på pigerne, og han mente heller ikke, at farten var 30 km/t. Mandens argumenter var dog ikke nok til at forhindre, at han blev fundet skyldig i på hensynsløs måde at have forvoldt nærliggende fare for pigernes liv eller førlighed. Sagens anklager understregede i den forbindelse, at den tiltalte umuligt kunne nå at reagere, hvis en af pigerne var blevet smidt af hesten. Vejspærring Den 33-åriges hensynsløse jagt sluttede først, da heste og bil nåede til en vejspærring, som hestene, men ikke bilen, kunne komme udenom. Lidt senere på dagen fandt den ophidsede mand dog frem til pigerne, som han gav en ordentlig skideballe. Pigerne forklarede, at det var første gang, de red i området, og at de havde ikke set skiltet med "Ridning forbudt". Sager, hvor en bilist med fuldt overlæg kører hen imod nogen for at gøre dem bange, udløser sædvanligvis en ubetinget frihedsstraf. Men i denne sag mente retten, at den tiltaltes opførsel til en vis grad kunne undskyldes, fordi han var blevet ophidset over rytternes overtrædelse af rideforbuddet. Derfor blev fængselsstraffen gjort betinget. Den dømte tog betænkningstid med hensyn til, om han vil anke dommen.