Trafikulykker

Bilist slap heldigt fra kolbøtter

HIRTSHALS:En kvindelig bilist slap tilsyneladende med overfladiske knubs og en slem forskrækkelse, da hun kørte galt på Hirtshals-motorvejen fredag morgen lidt efter klokken halv syv. Kvinden kom kørende mod nord, da bilens venstre hjulpar af ukendte årsager kom ud i midterrabatten. Kvinden fik bilen tilbage på vejen, men røg så over i yderrabatten og kørte i grøften. Slap heldigt - Bilen slog flere saltomortaler, og det så temmelig voldsomt ud ifølge vidnerne. Bilen bliver aldrig til bil igen, oplyser Hjørring Politi. Bilens fører var naturligvis alvorligt rystet efter uheldet, og blev kørt på sygehuset til undersøgelse, men hun kom ikke mere til skade, end at politiet kunne tale med hende. - Hun er sluppet heldigt. Hun havde sikkerhedsselen på og airbags i bilen, og det er uden tvivl dét, der har reddet hende, mener politiet.