Frederikshavn

Bilist trak kniv

Følte sig forfulgt og snittede 38-årig familiefar

En 38-årig familiefar blev snittet i halsen med en kniv, da en bilist tirsdag eftermiddag gik amok på en normalt stille vej ved Abildgårdsskolen i Frederikshavn. Den 38-årige kom lidt efter kl. 16 kørende med to børn på bagsædet ad Abildgårdsvej. Foran ham kørte en anden bil, som pludselig stoppede. Føreren vinkede den 38-årige ind til siden og steg selv ud af sin bil. Han var vred. Han spurgte, hvorfor den 38-årige fulgte efter ham. Den 38-årig låste bildørene, men den anden bilist rakte derefter ind gennem et åbent vindue. Børnene på bagsædet blev bange og begyndte at græde. Derfor stod den 38-årige ud af bilen i et forsøg på at afsluttet episoden. Under den efterfølgende tumult trak den anden en kniv og ramte den 38-årige, som fik et overfladisk sår på halsen. Derefter forsvandt den vrede bilist. Politiet efterlyser en cirka 25-årig, spinkel mand, som talte dansk og et andet sprog, som den 38-årige mener var arabisk.