Bilister blæser på skolestart

De nordjyske bilister er her i sommervarmen totalt kolde over for, om de kører for stærkt i nærheden af skolevejene. Det er konklusionen efter de første dages storstilede politikontrol i forbindelse med skolestarten.

Politiet har i denne uge fotofælderne ude ved en række nordjyske skoler, og indtil videre har cirka 13-15 procent af de målte bilister kørt for stærkt. Normalt er procenten for fotofældernes fangst 8 procent af de forbipasserende biler. - Tallene viser, at der bliver kørt stærkere ved skolevejene, men hvorfor det er sådan, ved vi ikke. Men tilsyneladende er kampagner og budskabet om at sætte farten ned ikke slået igennem, bemærker politiassistent Gorm Jespersen fra Aalborg Politi. Fotofælderne blitzer løs på veje i nærheden af skolerne på steder, som i forvejen er udpeget som målepunkter. Det vil sige, at fotofælderne ikke kører helt hen til skolerne og holder foran indgangsporten. Topscorer indtil videre i målingen er Arden, hvor politiet i går morges i Miehesgade snuppede fem ud af 10 bilister for at køre for stærkt. Med andre ord hver anden bilist havde speederen for meget i bund. Men talmaterialet er meget tyndt, så derfor er målingen lidt uden for nummer. Næsthøjeste score indtil i går var Søndergade Skole i Brønderslev, hvor 54 ud af 247 bilister blev blitzet af fotofælden. - Jeg er ked af høre, at vi ligger i toppen, men vi er på skolen godt klar over, at vi har et problem med trafiksikkerheden. Vi opfordrer forældrene til at ændre adfærd, så børnene for eksempel bliver sat af, så de ikke skal krydse vejen. Derudover har vi udsigt til at få gjort vejen ud for skolen til stillevej med fartdæmpende foranstaltninger. Også indkørslen til skolen er der planer om at gøre noget ved, siger viceinspektør Kristian Mølbjerg, som regner med, at stillevejen i Søndergade er klar i 2004. Han erkender, at en del af problemet også er at få ændret holdningen hos trafikanterne. Måske i virkeligheden den største udfordring. - Men det er jo utrolig svært at få ændret folks indgroede vaner og holdninger, og mange trafikanter glemmer meget hurtigt, hvordan det var, da de selv havde børn, som skulle afleveres i skole, siger Søndergade Skoles viceinspektør. Fotofælderne fortsætter skolevejskontrollen i næste uge.